|
|
| |
 |
| |
| Nedtagning af svensk antik kakkelovn. |
| |
|
På billede se vi en svensk kakkelovn som er i meget dårlig stand.
Ved nærmere eftersyn kan man se mange revner i kaklerne.
Denne ovn var brugt og blev genopsat i 1916 nord for København.
Den er blevet monteret med et typisk dansk kulindsats, som man typisk brugte i alle så kaldte københavner ovne, hvad der er ikke normal for denne slags ovne.
Hele håndteringen af denne ovn må have været folk som var vant til denne opsætning af københavnerovne.
Disse ovne er typisk noget større end de svenske ovne og dermed er kaklerne oftes længere væk fra røggasser og mere beskyttet.
Jeg har nedtaget mange kakkelovne i mit liv og når man åbner en ovn kommer alt det frem man ellers ikke ser.
Elendige materialer, mursten og tagtegl alt det der ikke må være i en kakkelovn fordi disse materialer ikke kan tåle den belastning de blever udsæt for.
Udvidelsekvotienten er oftes problemet, som typisk på svenske ovne skubber kaklerne ud.
Den manglende udmuring for beskyttelse af kaklerne så disse ikke knækker er oftes en mangel.
Typisk uvidenhed og ingen faglig erfaring og udannelse giver problemer på sigt.
Bedst er alle ovne som aldrig blever brugt.
Ovne der var i daglig brug blev ofte genopsat efter ti år fordi stenene i ovnen var nedbrudt.
Ildfaste materialer var ikke altid det man anvendte og havde erfaringer med.
|
| |
|
I Tyskland derimod var man langt fremme i materialevalget og kendte til problemerne. De byggede mange kulovne og så er det meget vigtig at ovnene er tætte og forblev det, da gasserne fra kul er meget farlige.
De svenske ovne er typiske træfyringsovne og man anvende typisk fyr og birkebrænde i Sverige.
Lågerne i svenske ovne er fra en anden tid og virkelig elendige. De er også ansvarlige for mange skader på kaklerne omkring lågen, da de ikke beskytter dem og tillader enorme varmepåvirkninger som kaklerne ikke kan tåle.
Svenske kakler er ikke ildfast, det er bare en glaseret murerstensler.
Meissener kakkelovne havde allerede op til 25% schamotte i ler for at gør dem mere ildfast.
Kaklerne består af den del man ser af en 1-2 cm tyk kakkelplade og på den indvendig side er der en ramme modelleret på kakkelplade så kaklerne kan samles med noget ståltråd, klammertråd eller linende.
Så kommer man sten ind på indersiden af kaklerne og glatter det hele med typisk lermørtel (ler og sand)ud.
Normalt skal der opmures et lag med sten på den indvendige side af kaklerne, 2-6 cm tyk alt efter hvor i ovnen er og hvilken påvirkning den blever udsat for.
Derefter opmures selve kanalerne til et rundtræksystem alt efter hvad for en ovntype man har at gøre med.
I dette eksempel var der ingen beskyttelse på bagsiden af kaklerne som burde have været 6cm tykke. Derfor kom der store spændinger på bagsiden som gjorde at halvdelen af kaklerne revnede.
Ved nedtagning faldt kaklerne fra hinanden.
Selve kulovnen blev fjernet og erstattet med et et ildsted til brænde som er typisk for den slags ovn.
Dermed opstod der et kæmpe hul i ovnen og vi havde ingen kakler til at sætte den op i sin helt oprindelige tilstand.
Jeg måtte finde på en løsning med at kompensere mellem fyringslågen og den ramme som blev monteret i 1916.
Da fyringslågen er væsentlig mindre end hullet måtte jeg fylde det op med noget som var anvendt i den tid.
Jeg lavede nogle udkast og en prøveudskæring for at se om det kunne bruges. Vi laserskar 2 mm messing og fik sat små messingblomster på krydserne med messingnitter.
Halvdelen af kaklerne var knækket.
|
|
De skulle gøres ekstremt godt rent for at kunne lime dem sammen med special-lim som kan tåle høj varme.
Det var en større proces for at bringe dem tilbage i næsten orginal stand.
Nogle knæk var lige til og kunne presses sammen til måske 0,1 mm.
Andre revner manglede lidt glasur og måtte opfyldes med indfarvet spartelmasse.
Det overskud af lim blev skåret af med meget skrabe klinger, for at undgå slibninger af keramikken som ville havde givet endnu flere skader.
Bagefter blev alle limningerne malet så fint og tyndt som muligt.
Dertil fik jeg lavet to farver så tæt som muligt på det originale, grå for kaklerne og blå til blomsterne.
Når man limer så mange kakler sammen vil styrken af kaklerne ikke være den samme for at kunne murer dem op normalt.
Jeg valgte at lave et selvbærende kanalsystem som består af støbt keramik(schamotte) meget stærkere end andre opmuringer.
Det anvender jeg i forvejen i mine egene ovne, lidt overdrevent materiale som koster mere, men holder stort set evigt.
Det har bare den lille sideeffekt at man skal lave forme til det og så har man naturligvis en komponent mere at slås med.
Til mine egen ovne har jeg konstrueret og bygget et maskine til effektiv produktion af mit kanalsystem, en af de beste ting jeg nogensinde har lavet.
Det overgår ens fantasi hvor effektivt man kan lave det indvendige af en kakkelovn af styrke, hastighed og levetid og i indsparet tid ved montering.
|
| |
|
Halvanden dags arbejde kommer ned til en halv time.
Homogen og spænningsfri, det kan også afmonteres og bruges igen når ovnen måske blevet flyttet en dag.
For at undgå belastninger af kaklerne lavede jeg forme til det special kanalstamme på over to meter som passede perfekt bag kaklerne.
Det er naturligvis lidt over det normale, men det kan lade sig gøres og resultatet skulle også altid bleve nogen helt ande.
For mig er levetiden og finish af kakkelovne det vigtigste, jeg vil helst aldrig se de ovne igen, det er unødvendig når man ved hvad man har at gør med.
Jeg har nu lavet kakkelovne i snart 50 år, med alle typer af antikke og nye ovne man kan forstille sig, jeg har der heller ikke mød nogen som har lavet så mange ovne som mig og jeg har været i mange lande.
Jeg vil helst laver mine kakkelovne, det er godt nok en ordenlig mund fuld fordi jeg har alle processer for at fremstille af forme, kakler, metalforarbejdning, låger, det indvendige af ovne og alt hvad der har at gør med konstruktion og bygning af maskiner og værktøjer, ovn til at brænde kakler i, simpelthen alt.
I mine ovne er der fjernet alt det jeg kalder nonsens, forudsigelige problemer, materialspil, generald tidspil og unødvendige bekostninger, et helt ande produkt.
Jeg bruger regnvand i produktion, genanvendelig embalage, genanvender alt og har faktisk ingen affald for at spar på resurserne.
Lidt længer ned af siden er der også nogle billeder af en tysk meissner ovn fra Ernst Teichert.
Det er nok den værste ovn jeg har haft at gør med, de fleste havde smidt den ud men det trods alt en ovn som er meget eftertragtet fordi der er så få af dem.
Denne 3 meter ovn var nok nogen af det dyreste i sin tid.
Men blev opmuret med det dårligste materiale man kan forstille sig, murersten.
De kan godt have en udvidelskvotient på op til 3%.
Hvad der har kolossale konsekvenser.
Disse ovne har typisk et luftcirkulation i bunden af ovnen og i dette tilfalde sked alt murerværk i kakkelovn, fugerne forsvandt og luftkanalen var så dårlig lavet at hele ovnens vægt trykkede kakkelmateriale i stykker.
Disse kakler har godt nok en schamotteandel på omkring 25% men de blev ikke brænd så højt i temperaturen under 1000 grader.
Det gør at de er meget bløde.
Alle antikke kakkelovne har kakler som skulle hukkes til.
Det vil sige at vær eneste kakkel er grim på de yder sider.
De skulle bearbejdes med en så kald hukkekniv hele vejen rund og opslibes til det ønskede mål.
Der er nogen af en cirkus og det største arbejde på ovnen.
Tysker vil altid bearbejde kanterne af kakler som er identisk med hinanden så de er fugefri og gør det meget letter at murer ovnen op, skift for skift.
Så blever de klamret indvendig i ovnen altid 2 klammer til den kakkel ved siden af.
Der er det vigtigste overhovet.
Gør man ikke det vil kaklerne går fra hinanden.
Det skal samtidig gøres på en mode at klammerne kan give lidt efter, elles risiker man at kaklerne kan blevet revet over.
|
| |
|
Svenskerne havde ikke så meget styr på alt det og det kan ses.
De startede oftes med at tilpasse kaklerne en efter en mens man murede ovne op og det gør at man ikke har to ens kaklerne i ovn.
De ovne fra Stockholm er de beste efter min erfaring, der var også mange ovnsætter i den stor tid af kakkelovne.
På de mere landlige områder bar der ikke så mange ovnsætter og dermed heller ikke den erfaring hvad bearbejdning af kakler angår inden man murer dem op, her kan skifterne varier nemt 2 cm fra den ene side til den anden side.
Derfor er det meget vigtig at kaklerne blever nummereret inden man nedtager en sådanne.
Der er stort set ikke to kakler der er ens og dermed kan det blever noget af en udfordring hvis man mangler nogen. Dertil kommer at der skulle har været 41 kakkelovnsfabrikker i Sverige som stort set lavede de samme kakler. Dermed opstår der en hav af muligheder i farven, størrelsen og diameter, som heller ikke er ens.
Selv om der stor 27” i selve kaklen betyder det ikke at det holder.
I de svenske kakler er der ikke anvend schamotte og dermed er selve skærven altså kaklen inden man brænder dem ikke så hurtig hård efter man håndformede dem på en form af gibs.
Alt efter hvor homogen leret var og hvor de låg hen til tørring kunne de nemt forforme sig, om så ældre kaklerne er om så dårlige er de.
Ved tyske ovn længer ned på siden måtte jeg jeg laver nye former til de ødelagte kakler for at kunne laver nye, de blev så også bearbejdet i hånden med kniv og håndslibesten så de blev ens med de andre kaklerne.
Ovnen blev genopmuret med radeburger schamottesten og schamottemørtel.
Jeg anvender ikke sand i mørtel kun schamotte og ler, så forbliver mørtlen i mellem fugerne og stenene blever der hvor de er.
Nu kan den ovn se frem til de næste hundrede år uden alle de problemer.
|
|
|
|
| Ved nedtagning af ovn går kaklerne fra hinanden.
Man skal passe meget på at det gøres enormt omhyggeligt for ikke at skade kaklerne yderligere.
|
| |
|
|
|
